INTRODUKTION TIL SAGAEN
Velkommen til Salem. Der er gået 100 år siden en global isvinter, som var så lang og voldsom, at det ændrede verden som vi kender den. De overlevende samlede sig i nye grupper rundt omkring og skabte nye lande, nye territorier, nye grænser, nye folk.

100 år er der gået, og med nye lande fulgte også nye regeringer og nye love. Blandt de love, der blev vedtaget, er at dyrkelse af religion i det offentlige er forbudt. Omtale af religion og tro er forbudt på arbejdspladser, i skoler, i regeringerne. Der er ikke længere officielle kirkebygninger.

Med de nye love fik dyrkelsen af den kristne Gud trange kår. Som årene gik, blev meget om Gud og troen og Bibelen glemt. Ganske få steder i den nye verden findes der grupper af kristne, som forsøger at leve sammen. Et af de steder er Salem. Et kongerige og en by.

Her i Salem regerer kongen sammen med sin embedsgruppe. Og her har den gamle Gabriel samlet en gruppe troende kristne på sit gods, som ligger lige uden for bymuren. På godset, samles de kristne frimodigt, til gudstjeneste og fællesskab. Men det er svære tider, for der er udbredt korruption og fattigdom i byen, og de kristnes forsøg på at gøre noget godt for byens indbyggere bliver opfattet som brud på loven om, at religion i det offentlige er forbudt.

GABRIEL OPSØGER SHULA OG TRISTAN
Shula folder forsigtigt hænderne, lukker øjnene og hvisker: “Almægtige! Hej, det er Shula. Jeg håber virkelig du er der, for der er noget, jeg vil sige til dig.”
Shula standser og kigger op.
“Hvorfor har du ikke foldet hænderne? Du sagde vi godt kunne bede sammen!”

På gulvet, lænet op mod en mur, sidder Tristan. Hænderne er ikke foldet, men i stedet placeret på knæene imens fødderne rastløst trommer mod trægulvet.
“Jeg har ikke lyst alligevel! Prøv du bare. Se, om du kan få kontakt.”
“Men du sagde…!”
“Jeg ved godt, hvad jeg sagde! Gør det nu bare selv. Jeg er ikke engang sikker på der er nogen Almægtig.”
“Kan du så ikke bare i hvert fald folde hænderne imens?”
Tristan holder op med at tromme med fødderne og folder langsomt hænderne.

Shula fortsætter: “Almægtige! Det er snart en måned siden mor og far forsvandt, og jeg savner dem rigtig meget. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Vil du…”
Shulas bøn afbrydes af banken på døren.
Tristan rejser sig hurtigt, signalerer til Shula at hun skal være stille, og går hen til døren.
“Hvem er det?”
“Mit navn er Gabriel. Må jeg få lov at komme ind?”
“Vi kender ikke nogen Gabriel!”
“Nej, I kender mig ikke… Men jeg kendte jeres forældre. De var medlemmer af den kirke, hvor jeg er præst.”
Shula kigger med en blanding af forundring, glæde og rædsel på Tristan: “Han kender mor og far! Luk ham ind!”
Tristan åbner døren. Uden for står en mand, måske omkring 70 år gammel. I hånden har han et billede af Shula og Tristans forældre.”Jeg kendte jeres forældre! De troede på den Almægtige, ligesom jeg, og vi har oplevet meget sammen i årenes løb.”
Shula rejser sig hurtigt.”Den Almægtige? Så findes der altså virkelig en Gud?”
“Ja! Det gør der! Og jeres forældre kendte ham rigtig godt. Må jeg komme ind?”

Søskendeparret Shula og Tristan