Johannes Åbenbaring 1 og 4 – 5
Johannes blev forvist til øen Patmos, fordi han var kristen og forkyndte Guds ord. På Herrens dag tilbad han i Ånden. Pludselig hørte han en høj stemme bag sig. Det lød som et trompetstød, der sagde: “Du kommer til at se fantastiske ting. Skriv det hele i en bog og send det til de syv kirker i Asien.”
Johannes vendte sig om for at se, hvem der talte. Der, lige foran ham, var der syv guldlampestager med Menneskesønnen stående midt imellem dem. Han var iført en lang kjortel med et guldskær over brystet. Hans hår var hvidt som uld – ja, som sne! Hans øjne var som ild og hans fødder som poleret bronze. Hans stemme tordnede som mægtige havbølger. Han holdt syv stjerner i sin højre hånd, og da han talte, var det som et skarpt, tveægget sværd, der kom fra hans mund. Hans ansigt skinnede som solen!

Johannes faldt til jorden, som om han var død. Menneskesønnen lagde sin hånd på Johannes og sagde: “Vær ikke bange! Jeg er den første og den sidste. Jeg er den levende. Ja, jeg døde, men se… jeg er i live for evigt! Jeg har dødens og gravens nøgler. Skriv, hvad du ser – om de ting, der sker nu, og de ting, der vil ske i fremtiden.”
Johannes fik at vide, hvad han skulle skrive til de syv kirker. Og derefter så han en dør i himlen, der stod åben. Pludselig sagde den samme stemme, der blæste som en trompet, til Johannes: “Kom herop!” Øjeblikkeligt var hans ånd i himlen, og han så en trone og nogen sidde på den. Der var en regnbue omkring tronen. Johannes så da, at der var fireogtyve ældste ved siden af tronen, men hver af dem sad på sin egen trone. De var klædt i hvidt og iført guldkroner.
Der var også fire himmelske væsener, og de tilbad Gud hele dagen og hele natten og sagde: “Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige!”
Lynglimt og tordens bulder kom fra tronen. Foran var der syv flammende fakler, som var Guds syv ånder. Også foran tronen så Johannes et skinnende hav af glas, der funklede som krystal.

Han fokuserede på den, der sad på tronen og så, at han havde en rulle i hånden. Den blev forseglet med syv segl. En stærk engel råbte: “Hvem er værdig til at bryde seglene på denne rulle og åbne den?” Ingen var i stand til at åbne rullen og læse den – ingen i himlen eller på jorden.
Da Johannes så det, begyndte han at græde, fordi ingen var værdig. En af de fireogtyve ældste vendte sig mod ham og sagde: “Hold op med at græde! Se, løven af Judas stamme har vundet sejren. Han er arvingen til Davids trone, og han er værdig til at åbne rullen.”

Johannes så da et lam, der var blevet slagtet, men som nu stod blandt de ældste. Lammet trådte frem og tog rullen fra den, der sad på tronen. Da Lammet gjorde det, faldt de himmelske væsener og de ældste ned foran ham og sang en ny sang. Så kom millioner af engle og sluttede sig til dem. Sammen sang de alle: “Værdig er Lammet!”

Fortsættes i næste kapitel

VIDEOER