Apostlenes Gerninger 27 – 28
Det blev arrangeret, at Paulus kunne rejse til Rom på fragtskibe. Han blev sat i varetægt af en romersk officer ved navn Julius. Han var venlig mod Paulus og lod sine venner besøge ham, når de var i havn.
Rejsen var langsom på grund af storme. Efter mange stop og bådskift flere gange, ankom de til på øen Kreta. Det var tæt på vinter, så de måtte stoppe.
Alligevel ville kaptajnen sejle et par kilometer op ad kysten til en bedre havn. Vejret var klaret og der var nu en svag brise.
Paulus sagde til Julius: “Sig til kaptajnen, at han skal blive her! Hvis han ikke gør det, vil han miste skibet og dets last, og nogle mennesker kan dø.” Den romerske officer tænkte på, hvad Paulus sagde, men besluttede at tillade kaptajnen at sejle videre til den anden havn.

De forlod havnen og begyndte at sejle langs kysten. Pludselig skubbede en voldsom vind skibet ud på dybere vand. Besætningen kæmpede mod vinden, men stormen blev mere intens. Til sidst holdt kaptajnen op med at bekæmpe vinden og lod den føre skibet videre.
Efter flere dage i stormen smed besætningen lasten over bord. Et par dage senere smed de skibets grej over bord. Paulus sagde nu til mændene: “Jeg sagde, at I ikke skulle forlade havnen. I lyttede ikke, men nu har jeg gode nyheder til dig. En engel viste sig for mig i går aftes med et budskab fra Gud. Han sagde: ‘Vær ikke bange! Du skal stå foran kejseren. Ingen på dette skib vil dø.’ Det, Gud siger, er sandt. Vi vil alle overleve, men skibet vil blive ødelagt.”

De var i stormen i fjorten dage. Omkring midnat den sidste dag så sømændene, at de nærmede sig land. De smed hurtigt et anker for at undgå at ramme klipperne.
Nogle af dem begyndte at fire redningsbåden ned, så de kunne komme af skibet. Paulus råbte: “I vil alle dø, hvis disse mænd forlader skibet!” Straks skar soldater linerne over og lod redningsbåden falde i vandet. Alle bad til, at morgenen snart ville komme.
Paul talte med besætningen lige før dagslys. Han sagde: “I har ikke spist i fjorten dage. Spis noget, fordi I skal bruge styrke til at gå i land i dag.” Så tog han noget brød op, takkede Gud og begyndte at spise. Alle på skibet spiste noget mad.

Da det var lyst, kunne de se land gennem stormen. Kaptajnen fik øje på en bugt med en strand. Han besluttede at sejle skibet mod stranden så langt som det ville nå. De trak ankeret op og hejste et sejl. Den voldsomme vind drev dem mod stranden, indtil skibet ramte en sandbanke. Det satte sig fast i sandet og begyndte så at blive knust af bølgerne.

Soldaterne ønskede at dræbe fangerne, så de ikke ville flygte. Julius standsede dem, fordi han ville redde Paulus’ liv. Han beordrede dem, der kunne svømme, til at hoppe over bord og komme til land. Snart var alle i vandet, og de nåede alle sikkert land.

Efter fjorten dage i en voldsom storm ramte Paulus’ skib en sandbanke ud for øen Malta. Alle kom i land, og lokalbefolkningen kom og begyndte at hjælpe dem. De byggede bål på grund af regnen og kulden.
Paulus hjalp med at samle træ. Da han smed noget at træet på bålet, bed en giftig slange ham i hånden. Paul tabte træet, men slangen hang fra hans hånd. Lokalbefolkningen sagde: “Åh, han er en frygtelig morder! Han slap for at dø på havet, men nu strammer guderne ham!”
Paul rystede slangen ind i ilden, og alle ventede på, at han skulle svulme op og falde død om. Efter nogen tid indså de, at han ikke ville dø. Så sagde de: “Han er en gud!”

Guvernøren på øen åbnede sit hjem og sørgede for de skibbrudne. Paulus erfarede, at guvernørens far lå syg i sengen. Han gik hen og lagde sin hånd på mandens hoved. Øjeblikkeligt blev han helbredt. Nyheden om dette spredte sig over hele øen, og folk begyndte at bringe andre til Paulus, så han kunne helbrede dem.

De blev på Malta indtil vintermånederne var forbi. Julius bestilte så passage for dem på et fragtskib, der skulle til Rom. Da de gjorde sig klar til at tage af sted, bragte øens folk dem alt det de havde brug for til turen. Da de ankom til Rom, blev Paulus ført til et hus, hvor han opholdt sig indtil sin retssag for kejseren. Der var altid en soldat ved siden af ham, men han var fri til at få venner på besøg. De kristne i Rom tog nådigt imod ham og opmuntrede ham.
Han sendte et brev til de jødiske ledere i byen. Han fortalte dem om, hvad der var sket i Jerusalem, og hvorfor han var i Rom. Han inviterede dem til at komme og besøge ham. De mødtes og talte om Guds rige og Jesus. Deres diskussion varede hele dagen, indtil sidst på eftermiddagen. Nogle af dem troede på budskabet, men andre gjorde ikke.

Da de var ved at gå, sagde Paulus: “Profeten havde ret, da han sagde, at ‘I ville lytte, men ikke høre, I vil se, men ikke se.” Jeres stædighed har lukket jeres ører og dækket jeres øjne. I kan dog være sikre på, at hedningerne vil se og høre, og Gud vil tilgive deres synder.”

Paul blev i huset i to år og ventede på retssagen. I den tid modtog han mange gæster og prædikede Kristus for dem alle. Ingen forsøgte at standse ham.

VIDEOER