Mattæus 6,5-15 og Lukas 11,1-4
Jesus disciple var vant til at bede til Gud. Lige fra de var børn lærte folket nemlig en række faste, daglige bønner, som blev bedt på bestemte tidspunkter af døgnet.
Men for mange, også for Jesu disciple, var bøn blevet en remse, der blev sagt af vane og tradition, i stedet for en personlig samtale med og henvendelse til Gud.
Nogle af de disciple, som fulgte Jesus, havde tidligere fulgt Jesu fætter, Johannes Døber. Dengang de fulgte Johannes Døber, havde han lært dem endnu en bøn, altså en bøn ud over de faste, daglige. En mere personlig bøn.
Derfor, da Jesus en dag var gået for sig selv for at bede, skete det, at disciplene kom hen til ham og sagde: “Jesus, vi ved, at du ofte går for dig selv for at bede til Gud Fader. Nogle af os har været disciple af Johannes Døber, og han lærte os en personlig bøn. Vil du også lære os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det?”

Jesus svarede: “Ja, det vil jeg gerne. Jeg vil lære jer en bøn, som begynder med, at vi altid skal huske, at Gud er vores himmelske Far og at vi skal ære ham. Derfor indleder vi vores bøn med at sige: Vor Far, du som er i himlene, helliget blive dit navn.”
Jesus fortsatte derefter og lærte disciplene en bøn, som de tog med sig videre ud i hverdagen og livet som kristne. Bønnen lyder:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

VIDEOER